Dette var sikkert skakhistoriens mest overflødige og tragiske match. Rejse- og opholdsudgifter, 2000 rubler til vinderen og 1000 til taberen, alt sammen givet ud for intet.

Resultatet var på forhånd givet. Steinitz’ alder og hele sundhedstilstand taget i betragtning havde der været al mulig grund til for Lasker at sige fra. Men han havde vel kunnet bruge de 2000 rubler. Sejren var knusende. Efter 11 partier første Lasker med 7-0 og 4 remis. Alt var naturligvis ude for Steinitz. Han var ganske simpelt slidt op. Ikke af Lasker, men af et langt liv i evig kamp, dels på skakbrættet, dels med omverdenen og dels med sig selv. Den sidste heroiske kraftpræstation præsterede Steinitz ved at vinde det 12. og 13. parti, men så var der heller ikke mere luft tilbage i ham, og Lasker gjorde ham færdig i endnu fire partier. Slutresultat: Lasker +10, -2 og =5.

Efterspillet var tragisk. 3-4 uger efter matchens afslutning blev Steinitz indlagt på noget, der både kunne være en nerveklinik og et sindssygehospital. Han havde fået visse tvangsforestillinger. Det siges, at han telefonerede ved hjælp af en indbildt telefon, som han havde holdt op til øret og snakkede i. Man blev urolig for ham og fik lokket ham ud på hin klinik, hvor han tvangsindlagdes trods hans ivrige protester. I over en måned lå han der mellem alle de sindssyge, før man slap ham ud.

Han påstod, at han ikke fejlede noget i retning af sindsforstyrrelser. Han var plaget af eftervirkningerne af en gang solstik, han havde haft for mange år siden, sagde han. Steinitz’ helbred var gennem hele livet skrøbeligt. Han forsøgte alt muligt, og kolde bade var et af hans universalmidler. På klinikken fik han varme bade, og man tog tobakken fra ham. For en mand, der har dampet på cigarer uafbrudt i 40 år, var det sidste nok det værste. Men ud kom han altså til slut. Han har sikkert haft godt af lidt hvile.