Kunsten at lavere

Hidtil har vi behandlet emner, der gennemgående har haft interesse for spillere af så at sige enhver styrke. Emnet, vi nu kaster os over, laveringen, synes umiddelbart at være mindre populært, og der er mange, som synes, at det rent ud sagt er kedeligt. Trods alt er laveringen imidlertid noget overmåde vigtigt, og emnet berører faktisk de dybeste hemmeligheder i skakspillet. Det har vist sig, at der er en hel del spillere, som slet ikke behøver at lære laveringskunsten. Vi tænker her på et naturtalent som Sultan Khan. Til gengæld har andre, som f.eks. Spielmann, aldrig forstået, hvad lavering egentlig er for noget. At lavere har en del forbindelse med hvad tyskerne plejer at kalde “Sitzfleisch” (polstret bagdel).

Lavering er en form for initiativ. Dersom det ikke er muligt at realisere en vis overvægt omgående, ja så må man ligesom til søs krydse sig frem. Men der skal være fordel til stede, selv om den godt kan være beskeden. I denne forbindelse taler Nimzowitsch om terrænfordel i kombination med de eller flere svage punkter i den fjendtlige stilling. Der skal altså være fordele på mindst to områder, da man f.eks. ikke kan lavere mod én svag bonde. En sådan bonde kan man selvfølgelig ikke udsætte for tryk, men man kan først tale om lavering, når de pågældende angrebsbrikker pludselig kan kaste sig mod et andet mål ved f.eks. at trykke mod et andet svagt punkt eller bruges til at angribe modstanderens konge med. Et sådant kongeangreb er undertiden muligt, når omstændighederne har tvunget fjendens brikker til at dække et andet truet punkt. I så fald er man ofte vidne til, at det er svært at omdirigere dem i en håndvending.

Vi griber straks tyren ved hornene og viser i nedenstående parti betydningen af laveringen. Partiet er et drama i fem akter:

Lad os nu se på nedenstående parti, som er et typisk laveringsparti.

Med trækket, 28…c5, går tæppet ned for den første del af midtspillet, og nu begynder dramaets tredje akt. Stillingen er lukket, hvorfor springeren som regel er bedre end løberen. Her er det dog ikke tilfældet, da hvid:

Der følger nu en lang serie træk, der hver især ikke er så betydningsfulde, men som tilsammen er karakteristiske for laveringen. Hvid får efterhånden placeret sine officerer med henblik på gennembruddet på kongefløjen. Samtidig kan han tillade sig den luksus at gentage visse træk, ja hele manøvrer, blot for at vinde tid. Sort er tvunget til at være tilskuer og kan intet foretage sig.