Lukkede formationer

Det fremherskende kendetegn ved de lukkede formationer er: ingen afbytning, men fastlæggelse af bønderne. Målet er derfor som regel at skaffe sig en åben tårnlinje, da det siger sig selv, at partiet kun i undtagelsestilfælde kan vindes, dersom en sådan savnes. I langt de fleste tilfælde er det kun centralbønderne, der er lagt fast, således at begge parter råder over tre bønder til højre og tre til venstre, der kan fungere som stødtropper. Sædvanligvis sørger man for, at disse fløjbønder kan rykke frem med sammenhængende front, der danner en slags falanks; en strategi der allerede benyttedes af Philidor. Dersom disse bønder af en eller anden grund (f.eks. fordobling) mister deres bevægelighed, betyder dette i positionel henseende en alvorlig svækkelse. En stilling af denne art kan sammenlignes med en vingeskudt fugl, der alligevel prøver på at flyve.

Vi begynder med at inddele de lukkede formationer:

  • 1A: Fremrykningsformationer, for hvilke kendetegnet er fire centralbønder, hvoraf kun en har overskredet brættets midterlinje

  • 1A1: Dronningbonden forrest (d5-e4/d6-e5)

  • 1A2: Kongebonden forrest (d4-e5/d5-e6)

  • 1B: Stonewall-formationer

  • 1B1: Almindelig Stonewall

  • 1B2: Anti-Stonewall

  • 1B3: Pseudo-Stonewall

  • 1C: Wywill-formationen (c3-c4-d5-e4/d6-e5)

  • 1D: Forskellige lukkede formationer

Efter indledningen – og opdeling af afsnittet – Forskellige bondeformationer, vil vi haste videre med, 1A: Fremrykningsformationer, hvor vi starter med: 1A1: Dronningbonden forrest.