Afsnit 3
Officerer mod bønder
Dette afsnit handler om slutspil, hvor den ene side ikke har bønder, men har officerer, og den anden side ikke har officerer, men en eller flere bønder. Vi skal først og fremmest skelne mellem:
Med en tung officer skal man spille efter gevinst, og det vil være dette afsnits opgave at afgøre, i hvilke tilfælde gevinsten kan opnås, og hvornår dette ikke er muligt. Med en let officer skal man spille efter remis, fordi gevinst i de fleste tilfælde er teoretisk umuligt. Undtagelser kan forekomme i slutspil med springer mod konge og bonde. Disse undtagelser er baseret på det faktum, at bonden (der kan endda være to eller flere) ikke har nogen positiv, men kun negativ værdi under visse betingelser, da den begrænser mobiliteten af ens egen konge og gør enhver mulig redning ved pat umulig. Det samme gælder slutspillet for to springere mod en eller flere bønder.
Følgende spørgsmål er vigtige til behandling af slutspil med officerer mod bønder:
I undtagelsestilfælde kan det også ske, at problemer skal løses, selv når man kæmper med to eller flere officerer mod en eller flere bønder.
Efter den tidligere korte oversigt over det stillede emne opdeler vi nu dette afsnit som følger:
Afsnit 2:
Afsnit 3:
4: Springeren mod en eller flere bønder
Springeren har flere vanskeligheder med at bekæmpe bønder end andre officerer. På grund af sit arbejde på kort afstand er springeren meget dårligt stillet i forhold til løberen; på den ene side er det sværere at overhale fremskredne bønder, og på den anden side er springeren meget mere udsat for angreb fra fjendens konge end løberen.
En lille fordel ved springeren er imidlertid, at denne officer veksler mellem hvide og sorte felter. Som et resultat af denne forskel er det under helt særlige omstændigheder muligt for kongen og springeren at sætte mat mod kongen og bonde/bønder. Men vi mener ikke at sige, at man kunne spille på mat i enhver stilling med konge og springer mod konge og bonde/bønder. Rent praktisk er springernes chancer for at vinde nul, så denne officer har ligesom løberen kun til opgave at kæmpe om remis. I visse stillinger kan det ske, at springeren vinder. For eksempel.
Mere vigtigt er slutspillene, hvor den forsvarende part har en langt fremskreden randbonde, der skærer vejen for sin egen konge. Derfor har denne bonde kun negativ værdi. Under visse omstændigheder kan mat håndhæves i sådanne tilfælde. Derfor er vi nødt til at opdele vores emne i to dele:
4B: Kampen mellem springer og bonde/bønder
Vi har allerede nævnt, at springeren er mindre egnet til at bekæmpe bønder end løberen. Selv når man kæmper mod en enkelt bonde, støder springeren ofte på vanskeligheder. Det er der tre grunde til:
Punkt 1) kræver ingen yderligere forklaring. Betydningen af punkt 2) skyldes følgende to fakta:
Af disse to omstændigheder er det allerede klart, at randbonden i disse slutspil er stærkere end de andre bønder. Randbondens overvægt spiller også en stor rolle med hensyn til omstændighederne under 3), som vi vil se mere detaljeret fra eksemplerne. Det skal også nævnes, at i forbindelse med denne kendsgerning er g- og b-bønderne noget at foretrække frem for centrumbønderne (c-, d-, e- og f-bønderne). Det, vi har fastlagt under 2a) og 2b), gælder ikke automatisk i tilfælde, hvor den angrebne springer kan flygte med skak eller med en skaktrussel.
Lad os se nogle eksempler med omtalte bønder:
Forbundne fribønder
Springerens opgave er hårdest mod to bønder, når bønderne enten er forbundet eller afstanden mellem dem er meget stor. De mindst farlige er to bønder, der kun er en linje fra hinanden, fordi springeren kan stoppe dette på samme tid, den ene automatisk og den anden dynamisk. Vi vil sige følgende: hvis de hvide bønder er på d6 og f7, stopper en sort springer på d7 automatisk bonde-d6 og bonde-f7 dynamisk (processen forhindres). Sådan noget er også muligt med forbundne bønder, hvis de ikke længere er vandret ved siden af hinanden, f.eks. hvide bønder på d7 og e5, en sort springer på e6.
Hvorvidt bønder holdes på en betydelig afstand fra hinanden, er et spørgsmål om at tælle. Forsvareren skal bestræbe sig på at gøre den ene bonde ufarlig med kongen og den anden med springeren. Hvis det er et spørgsmål om en centrumbonde og en fløjbonde, så er kongen nødt til at bekæmpe fløjbonden, hvis det er muligt, og springeren centrumbonden, fordi – som vi ved – skal springeren overvinde særlige vanskeligheder i kampen mod fløjbønder. Det er vigtigt at kende de gode og dårlige springerstillinger, ellers er en målrettet behandling af dette slutspil umulig.
To forbundne fribønder på sjette (tredje) række, understøttet af deres konge, kan endda være farlige, hvis den forsvarende konge står foran bønderne. Chancerne for remis er den
Vi ser alt dette i følgende eksempel:
Springer mod tre eller flere bønder
Springeren er ofte magtesløs mod tre eller flere bønder og er bestemt svagere end løberen. Med hensyn til bønder spredt over hele brættet kan der ikke laves regler. Spørgsmålet om tab eller remis afhænger af, om forsvareren kan erobre en af bønderne i tide, hvorefter den allerede behandlede slutspil af konge og to bønder mod konge og springer opstår.
Med hensyn til forbundne bønder, der understøttes af deres konge, er udsigten til at vinde bønder lille, men springeren behøver ikke at overvinde store huller. Hvis det er muligt at forhindre to fjendtlige bønder i at stå ved siden af hinanden i en vandret formation, er chancerne for remis endda meget gode. Bøndernes V- eller zigzagdannelse er den svageste og giver ofte forsvareren mulighed for at gøre bønderne værdiløse ved endelig at dominere “hullerne”.
I nedenstående viser vi eksempler med begge formationer: