Hovedvarianten
1.e4 e5 2.Sc3
I omkring halvtreds år, mellem omkring 1870 og 1920, var Wiener-parti ret almindeligt, men i moderne turneringer møder vi det relativt sjældent, da folk er kommet til at tro, at sort sagtens kan udligne. Det viste sig, at Falkbeers idé om at besvare fremstødet f2-f4 med modangrebet d7-d5 er ganske velegnet til at tage brodden af Wiener-parti. Denne idé er endnu lettere at anvende her end i den egentlige Kongegambit, fordi sort ikke behøver at ofre sig; han besvarer 2.Sb1-c3 med 2…Sg8-f6 og kan på fortsættelsen 3.f2-f4 følge op med 3…d7-d5. For sorts vedkommende har hvid ingen mulighed for at forberede f2-f4 bedre, fordi planen om at spille 3.Lf1-c4 for at forhindre d7-d5 og følge det op med d2-d3 efterfulgt af f2-f4 bliver afvist med skinofret 3…Sf6xe4.
Falkbeer-varianten
Falkbeers træk 2…Sg8-f6 er også den bedste fortsættelse for sort. Omkring 1920 blev rigtigheden af 2…Sg8-f6 overbevisende demonstreret, og siden er åbningen kun blevet accepteret, hvis hvid ikke sigter mod remis fra starten.
Vi vil illustrere denne åbning med et parti fra praksis: